MOD DET KREATIVE INTET KPT. II

 

NOVATORU

Under den demokratiske civilisations triumf blev den religiøse hob glorificeret. Eftersom den med sit indædt anti-individualistiske demokrati er ude af stand til at forstå det, nedtrampede den det anti-kollektive og kreative ”Jegs” heroiske skønhed.

De borgerlige tudser og proletariske frøer greb hinanden i hænderne i fælles åndelig smålighed og modtog fromt nadveren fra blykoppen med de sociale løgnes slimede likør som demokratiet rakte til hver af dem.

Og sangene som borgerne og proletarerne opstemte ved deres spirituelle altergang var et fælles og højlydt ”Hurra!” til den sejrende og triumferende Gås.

Og mens dette ”Hurra!” udbrast højt og hysterisk, trykkede hun – demokratiet – plebejerens kasket på sit hoved og erklærede – med grum og brutal ironi – lige rettigheder… for alle mennesker!

Det var da at Ørnen i sin kloge opmærksomhed slog hurtigere med sine titaniske vinger og steg – frastødt af det trivielle skuespil – mod meditationens tinde.

Således forblev den demokratiske Gås dronning af verden og enerådende herskerinde over alting.

Men eftersom noget ventende over hende lo, kastede hun – med hjælp af socialismen, hendes eneste ægte søn – en sten og et ord ned i den lavtliggende sump hvor tudserne og frøerne kvækkede, for at starte en materialistisk nævekamp som skulle få dem til at gennemgå en titanisk krig og føre dem hen imod fremragende ideer og åndelighed. Og i marskerne begyndte nævekampen. Den foregik på så plebejisk maner at mudder sprøjtede helt op på stjernerne.

Således blev alting smittet med demokrati.

Alting!

Selv det som var bedst her.

Selv det som var værst her.

Under demokratiets herredømme var kampene mellem kapitalen og arbejderklassen forkrøblede kampe, impotente genfærd af krig, frataget ethvert spor af høj spiritualitet og modig revolutionær storslåethed, og ude af stand til at skabe en ny, stærkere og smukkere måde at forstå livet på.

Selvom borgerskabet og arbejderne stadig havde konflikter om klassernes, magtens og mavens spørgsmål, så forblev de forenede i fælles had mod åndens storslåede vagabonder, mod ideens enere. Mod alle som er ramt af ideen, mod alle som har forvandlets af en højerestående skønhed.

Den demokratiske civilisation er Kristus triumf.

I tillæg til paradiset i himlen får de ”fattige i ånden” demokrati på jorden.

Hvis triumfen endnu ikke er fuldendt, så vil socialismen fuldføre den. I sine teoretiske begreber har den allerede længe bekendtgjort sine intentioner. Dens mål er at ”udjævne” alle menneskers værd.

Lyt, oh ungdommelige ånder!

Krigen mod det menneskelige individ blev startet af Kristus i guds navn, blev udviklet af demokratiet i samfundets navn, og truer med at blive fuldendt af socialismen i menneskehedens navn.

Hvis vi ikke forstår at ødelægge disse tre absurde såvel som skadelige fantomer i tide, så vil individet være uigenkaldeligt borte.

Det er nødvendigt at ”Jegets” oprør udvider sig, breder sig, bliver alment!

Vi – tidens forløbere – har allerede antændt bavnerne!

Vi har antændt tankens fakler.

Vi har svunget handlingens økse.

Og vi har ødelagt.

Og vi har nedbrudt.

Men vores individuelle ”forbrydelser” bør være de skæbnesvangre budbringere om en storslået samfundsstorm.

Den mægtige og frygtindgydende storm som vil smadre alle de konventionelle løgnes strukturer, som vil nedbryde hykleriets vægge, som vil reducere den gamle verden til en rygende ruinhob!

For det er fra disse ruiner af gud, samfundet, familien og menneskeheden som det nye menneskes sind kan fødes, blomstrende og muntert, det nye sind som – på fortidens murbrokker – vil indsynge fødslen af det frigjorte menneske: det frie og mægtige ”Jeg”.

 

 

image_pdfScaricare PDFimage_printStampare testo
(Visited 54 times, 1 visits today)